Clematispleje

Pasning af Clematis

Som hovedregel bør man plante sent efterår eller tidligt forår - altså på tidspunkter, hvor væksten næsten er gået i stå. MEN det kan sagtens lade sig gøre at plante på andre tidspunkter. De fleste Clematis sælges eller opdrives i potter, og derfor kan det også  lade sig gøre at plante eller udplante Clematis i hele vækstsæsonen. Man skal blot sørge for, at jorden ikke er frossen, når man går i gang.

Clematis er krævende. Den skal altså ikke spises af med en klat jord, man har haft liggende nede i et hjørne af haven. Det vil være fornuftigt at investere i planteskolens den bedste blanding. Da Clematis kræver, at den aldrig udtørrer, er det i det hele taget en god idé at plante den i en god porøs, muldrig og velgødet jord, som kan bevare fugtigheden.

Når man planter Clematis, bør man altid grave et stort plantehul (50 - 60 liter), som fyldes op med  "planteguf", som Clematisen kan boltre sig i. Er jorden leret, bør man grave meget dybt og lægge et lag sand/grus i bunden til at dræne. Selvom Clematis kræver en fugtig jord, ja så kan den altså ikke fordrage, at rødderne står under vand. Den har i øvrigt ikke det fjerneste imod staldgødning.

  1. Sæt clematisen ned i en spand vand, og sørg for at den drikker alt det den kan, inden den skal plantes ud.
  2. Grav et hul på 45 cm i diameter (eller 40 cm x 40 cm) der hvor du vil have din clematis
  3. Grav ca. 50 cm ned. Fyld 1 - 2 skovlfulde grus eller groft sand i bunden til dræn
  4. Fyld en passende mængde plantejord ned i hullet, inden Clematisen med klump og det hele lægges ned i hullet. Fyld op med plantejord, sådan at Clematisen står 5 - 10 cm lavere, end den gjorde i potten.
  5. Vand grundigt. Gerne en hel kande vand.
  6. I den første tid eftervandes hver anden dag

Man anbefaler normalt, at man sætter sten eller andre planter op uden om roden på Clematis. Teorien er, at Clematis er en skovplante og derfor naturligt har det køligt ved roden. Den er jo beregnet på at skulle sno sig op ad et træ eller lignende for så at sætte blomst der oppe, hvor solen skinner. Derfor skulle det være en fordel, at man sørger for skygge omkring roden.

Hvis man sætter planter omkring roden på Clematis skal man sørge for, at der ikke er tale om planter, som kommer til at udsulte Clematisen - konkurrerer om føden.

Clematis er frodig, og derfor har den altid brug for masser af vand og gødning. Den må aldrig udtørre, men må på den anden side heller ikke druknes. Den har det bedst med naturgødning, men det er lettest at gøde den med en vandopløselig plantegødning. Følg vejledningen nøje. I blomstringsperioderne skal man skrue lidt ned for gødningsmængden - ellers går det alt for stærkt med at afblomstre.

Clematis skal beskæres for at sikre at planterne udvikles harmonisk og sætter de ønskede blomster hvert år.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan og  hvornår man beskærer. De forskellige Clematissorter har vidt forskellige vækst - og blomstringsmåder.

Clematis opdeles i 3 beskæringsgrupper, der beskæres på hver sin måde. Det er derfor vigtigt, at man kender de sorter, man har, for at kunne udføre den rigtige beskæring. I det mindste skal man kende planternes blomstringstidspunkt, for det er dette, der bestemmer beskæringsmåden.

Beskæringsgruppe 1.

De forårsblomstrende sorter: (De tidligtblomstrende)

Her er der tale om sorter, der blomstrer fra marts - maj ((juni)  måned.

Planterne blomstrer kun en gang om året.

Denne gruppe skal IKKE beskæres, men kan eventuelt udtyndes EFTER blomstringen (dvs. i juni måned). Døde eller svage skud fjernes EFTER blomstringen.

Hvis planter, der tilhører denne gruppe bliver for store -eller for ranglede -eller uformelige kan man beskære EFTER blomstringen -altså i juni måned.

Med års mellemrum er der måske behov for en "foryngelsesbeskæring". Denne sker i givet fald i juni måned EFTER blomstring.

Begrundelse:

Planterne begynder blomstringen så snart væksten sætter ind. Dette betyder, at anlæggene til blomster allerede er dannet i den foregående sæson. Hvis man beskærer denne type i foråret, ja så fjerner man ganske enkelt anlæggene til blomster og får ingen blomster dette år.

Clematis Montana -typerne    Clematis Macropetala - typerne

Clematis Alpina -typerne

Beskæringsgruppe 2.

De forsommerblomstrende sorter. (De storblomstrede sorter)

Her er der tale om planter, der blomstrer først på sommeren, dvs. blomstring fra slutningen af maj til juni. Ofte blomstrer planterne 2. gang i løbet af sensommeren august - november.

Denne type beskæres kun svagt i det sene efterår eller tidlig vinter (Efter at planterne har smidt bladene.

Der kan eventuelt beskæres (udtyndes) let IMELLEM de to blomstringer -altså i juli måned. (Svage eller døde skud fjernes)

Begrundelse:

Planterne har en tilvækst, inden de blomstrer, men de blomstrer på skud, der er dannet forrige år. Og derfor vil man fjerne blomsteranlæg, hvis man beskærer kraftigt om foråret. Resultatet vil være ingen - eller kun få blomster.

Mm Le Coultre,    Miss Bateman,    Snow Queen,    The President ,   HF Young,    Mrs. Cholmondeley,    Edith,    Dr. Ruppel,    Nelly Moser,    Maureen,    Lasurstern,

Beskæringsgruppe 3.

De sommerblomstrende sorter (En blomstring fra juli og hen til det sene efterår.)

Denne gruppe skal skæres HELT NED (20 - 25 cm over jorden) hvert år.

Et godt tidspunkt: Den 1. januar, hvis man trænger til at være ude den dag!  Men det er OK indtil omkring marts måned.

Begrundelse:

Planter fra denne gruppe blomstrer på skud, der er sat i år. Planterne begynder altså sæsonen med at vokse og danne blomsterknopper. Derfor det sene blomstringstidspunkt.

Huldine,     Forskellige Viticella - typer,      Hagley Hybrid     Jackmanii    Ernest Markham,     Ville de Lyon,    Rouge Cardinal,     Victoria,    Rhapsody,    Perle d'Azure,     Gypsy Queen,     Comtesse de Bouchaud,   

Kommentarer

Kirsten Sørensen

09.11.2014 21:53

Rigtig fin side , tak for hjælpen

Elsebeth Skat

30.06.2019 16:53

Jeg har overtaget en gammel smuk have med mange kæmpestore clematis. De fleste afdem er helt “døde” nederst, så når jeg skal klippe ned, må jeg så klippe ned hvor stænglerne ser tørre og “døde” ud?

Pia Nielsen, Grenå

29.08.2013 19:01

Ingen tvivl mere, nu ved jeg hvordan mine clematis skal behandles fremover, tak :)

Leif

01.06.2013 19:57

Rigtig god, kort information!

Seneste kommentarer

16.09 | 06:46

Kære jer
Hvad tager I for Clematis og liljer

13.08 | 14:40

Jeg var vildt benovet ! Kan slet ikke finde ord for det ... 10 ud af fem (!) ⭐️ - tak for snakkene 👍

13.08 | 12:14

Hej og tak forbesøget. Det var en dejlig oplevelse ,men jeg var lidt skuffet over manglende plantesalg. Under alle omstændigheder er det en pragtfuld have med masser af forskellige planter og sorter.

12.08 | 08:26

Hej. Jeg vil genre høre nærmere om priser på stenkunst. f.eks. den i øverste venstre hjørne på siden her. vh Lisbeth

Del siden